Alt om Asien hvad har du en mening om?

legetøj børn

Kinesisk nytår: Røde lanterner og våde geder

Man fejer ikke gulvet den dag, det nye år starter. For at feje støv fra gulvet over dørtrinet ville symbolisere, at man fejer familien ud af huset.

Man vasker heller ikke hår, for så skyller man al lykke og velfærd væk.

Kinesisk nytår er præget af traditioner, ritualer og overtro. Det er den vigtigste festival i verdens folkerigeste nation - og i alle andre lande med store kinesiske befolkningsgrupper.

Nytåret varer ikke kun en enkelt dag og nat, men hele 15 dage. Det ligger på forskellige tidspunkter hvert år, da kineserne følger månekalenderen, men det starter altid mellem midten af januar og midten af februar.

Under nytåret samles familien for at være sammen og for at vise respekt for de afdøde familiemedlemmer. Det er dem, der har skabt grundlaget for familiens lykke og velfærd. Så de levende arrangerer en festbanket - en weilu - hvor de afdødes ånder også bliver inviteret med, og hvor man sammen ønsker hinanden et godt nytår.

Al maden er symbolsk: Stegte ris viser, at man har det godt sammen, grisekød betyder rigdom, and signalerer lykke, fisk et langt liv og dumpling, en slags fyldte dejboller, symboliserer en lykkelig familie. Kagen Nian Gao bliver forberedt flere dage i forvejen, og jo højere den er, jo bedre bliver det følgende år.

Husene bliver dekoreret med små digte om lykke og med Narcissus-planter, for det betyder held, hvis de blomstrer under nytåret. Det gamle år bliver sendt af sted, og det nye år bliver budt velkommen med fyrværkeri, og alle døre og vinduer skal stå åbne, så det gamle år kan smutte ud.

Der er mange andre traditioner og ritualer forbundet med nytår. F.eks. skal man sørge for at betale sin gæld inden, for i gamle dage havde dem, man skyldte penge, lov til at opkræve dem under nytåret, og hvis man ikke betalte, hængte kreditorerne en rød lampe op foran ens dør.

I dag holder kreditorerne fri sammen med deres familier nytårsaften, men traditionen med de røde lanterner er til gengæld blevet et flot symbol på kinesisk nytår, fra Chinatown i San Francisco over landsbyen i Henan til Den Himmelske Freds Plads i Beijing.

Eller måske stammer traditionen fra konkubinernes skik med at hænge en rød lanterne ud. Kun den konkubine, der havde besøg af manden den pågældende nat, satte en tændt lanterne foran sit hus.

Man græder heller ikke nytårsaften, for det betyder, at man kommer til at græde hele året. Derfor bliver ulydige børn heller ikke skældt ud den dag, for tænk, hvis de begyndte at græde. Til gengæld bliver de opfordret til at opføre sig pænt, for den opførsel, man udviser på årets første dag, er symbolsk for resten af året.

Rød er lykkens farve, så alle har noget rødt tøj på. Børn og ugifte får desuden en rød kuvert med lidt kontanter i. Beløbet er ikke så vigtigt, og derfor er det også uhøfligt at åbne kuverterne med det samme, men tanken tæller.

I de følgende dage besøger familier templer, naboer og slægtninge for at ønske godt nytår. En udbredt gave er skåle med frugt, f.eks. appelsiner eller pomelo. Antallet kan variere, men der er aldrig fire, for fire på kinesisk minder om ordet død, "si", så enhver hentydning til fire/død bliver undgået.

Nytåret er også en periode med optog med lanterner og med forrygende dragedanse akkompagneret af trommemusik.

Det kinesiske nytår er også forbundet med kinesisk astrologi. Her skifter stjernetegnene, som er 12 forskellige dyr, en gang om året, og ikke som i vores system en gang om måneden. I år 2003 er vi i "Gedens år", og geder bliver betragtet som følsomme, venlige, kunstneriske og lidt flyvske.

Hvert år er desuden knyttet til et element, vand, ild, jord, luft eller metal, og det kan godt være det samme flere år i træk. I år er det vand, og vand er noget, der tilpasser sig den form, det er i.

Hvorfor er der lige 12 dyr? Legenden siger, at Buddha kaldte alverdens dyr til sig, inden han forlod jorden, men kun 12 af dem kom. Den snakkesalige rotte kom først. Den havde redet på ryggen af den alvorlige og hårdtarbejdende okse, men sprang ned og løb hen til Buddha først. Den hæderlige tiger kom lidt før den forsigtige kat. Så kom den ærlige drage og den filosofiske slange, den stærke hest og den kunstneriske ged. Efter dem kom den livlige abe og den prangende hane, og til sidst kom den forsigtige hund og den nøjeregnende gris. Buddha gav dem hvert sit år som belønning - i den rækkefølge, de var kommet til ham.

Mange ritualer er i dag ved at ændre sig, og noget tro bliver betragtet som overtro, men langt de fleste kinesere tror stadig, at et menneskes egenskaber i høj grad afhænger af, i hvilket år det er født: "Dyret, der gemmer sig i dit hjerte.," siger kineserne.

Bollywood: Modige mænd, smukke møer - og nye tider

Hollywood er bagefter. Indien har produceret filmede musicals med simple kærlighedshistorier og masser af musik - som vi kender det fra de amerikanske "Moulin Rouge" og "Chicago" - i årtier. Og i langt større antal.

Bombay er centrum for Indiens filmproduktion, der er verdens største. "Bollywood", som filmbyen kaldes, spytter mellem 800 og 1000 film ud om året, og de når ikke blot et dagligt publikum i Indien på godt 10 millioner. De bliver også sendt til biografer i utallige lande, fra Fiji til England og fra Sydafrika til Mongoliet.

Hovedparten af filmene er bygget op om en række forrygende sange, og så er der et simpelt plot med nogle flotte helte og skønne heltinder i våde, farverige sarier - og så selvfølgelig nogle slemme skurke, der vil forhindre helten og heltinden i at få hinanden. Arketyper i melodramaer og eventyr. Som regel bliver filmens sound-track udgivet først, og hvis musikken bliver et hit, så hitter filmen også.

Det meste musik i Indien, bortset fra det klassisk-traditionelle, er filmmusik, og sang og dans spiller en stor rolle i de fleste film. I en land med 15 hovedsprog, 700 undersprog, forskellige kulturer og mange analfabeter er musik, sang og dans et godt bindemiddel til det filmelskende publikum, men det er også en videreførelse af det traditionelle indiske danseteater, bare omsat til film.

Centralt i filmene - ligesom i Hollywood - er stjernerne. Hver film skal have sine berømte helte og heltinder, og de største skuespillere i Bollywood indspiller ofte mange film på en gang. Instruktører, filmhold og statister må vente på de store stjerner, og ofte kan der gå måneder mellem optagelserne af forskellige scener, fordi stjernerne har så travlt. Mænd kan være stjerner i mange år, men en kvinde kan kun spille heltinde, indtil hun bliver gift og får børn. Hun kan ikke være sexet fantasi på film for det mandlige publikum, og samtidig være mor i det virkelige liv, for så har hun indtaget moderrollen i folks øjne. Og stjernerne er sexsymboler. Filmene er ikke frække eller obskøne, men de er fyldt med erotik, bare maver og scener med masser af vand, der får skjorter og sarier til at klistre tæt til kroppen.

Indiske film har sjældent gjort sig godt i Europa - med England som en delvis undtagelse. Måske fordi de er indspillet på hindi, måske fordi heltene og heltinderne er ret stereotype (men det er de jo også i Hollywood), og måske fordi musikken er så anderledes. Men det er synd, for mange af filmene er produceret med en fantastisk humor og helt geniale, farverige sang- og dansenumre, og i de senere år er Bollywood-film og -musik blevet populært hos en stadig større skare - selv om det stadig er kult og ikke mainstream. Men det er også kun få film fra Hollywood og Europa, der får succes i Indien - og i mange andre u-lande. Nok handler indiske film om store helte og drømme, men de relaterer alligevel mere til manges hverdag end f.eks. amerikanske film om rige og frustrerede mennesker.

Mens Hollywood er begyndt at producere flere musicals, så er indiske film ved at gå væk fra den traditionelle opskrift, både fordi branchen udvikler sig, men også fordi en del musicalfilm er floppet. I de seneste seks-syv år har Indien produceret en række film på engelsk, der i stil og indhold minder mere om vestlige film. Ikke for at kopiere dem, for filmenes indhold afspejler stadig den stærke indiske kultur og man kan se, at Indien er et land, der har produceret mange film i mange år.

Ofte foregår filmene i en storby og handler om den unge generations tanker, ideer og problemer i et samfund, der er ved at ændre sig.

Kilde: altomasien.dk 2004