A-Kuei eksisterer ikke i virkeligheden, men kun i cyperspace. Han er en e-cartoon, en tegneseriefigur på nettet, men på de tre et halvt år, der er gået, siden han blev skabt, har han fået 1,5 millioner fans i Taiwan, Kina og Japan. Hans popularitet har gjort, at han allerede har været medvært på TV-shows, haft roller i spillefilm, været med på musik-CD'er og optrådt i bøger.

Måske er legebarnet A-Kuei blevet så populær, fordi han ikke ligger under for uddannelsessystemets pres. Et pres, som mange asiatiske børn tynges under.

Deres forældre sender dem i skole allerede, når de er tre-fire år. Og hvis de ikke er dygtige nok til at klare sig, så hyrer forældrene en privatlærer, der kan hjælpe dem uden for skoletiden. Hvis de klarer sig godt, er deres fritid tilrettelagt med aktiviteter og lektielæsning. At gå ud og lege er ikke noget, de har tid til.

Forældrene gør det i en god mening. De tilhører den første generation, der er vokset op under det store økonomiske boom i Asien. De har det økonomisk bedre end deres forældre, og de ved, at det blandt andet skyldes, at de er bedre uddannet. Derfor lægger de stor vægt på deres børns uddannelse, så de kan klare sig endnu bedre.

Men de ved også godt, at tiderne kan blive hårde og konkurrencen større, og derfor er det næsten blevet en mani at sætte børn i skole så tidligt som muligt.

Tendensen er den samme i mange asiatiske storbyer, og antallet af privatskoler og internationale skoler vokser.

Men selvfølgelig gælder det ikke alle. Langt fra alle familier har råd til at sende deres børn i skole tidligt. Og specielt i landene i Sydasien - det indiske subkontinent - er der stadig millioner af familier, der slet ikke har råd til at lade børnene gå i skole, fordi de skal arbejde for familien.

Så der er forskellige grunde til, at børn bliver berøvet en barndom med leg og mere frihed.

Fælles for mange asiatiske lande er, at de har satset hårdt på at opbygge et ordentligt uddannelsessystem, så alle børn kan få gratis - eller næsten gratis - skolegang i seks-syv år.

Det gælder ikke blot de rige lande, men også de fattigere lande som Indonesien og Vietnam.

Det er lykkedes i de fleste lande, med undtagelse af en del lande i Sydasien, hvor der stadig er mange børn, der ikke går i skole (se "landefakta").

60 procent af dem, der aldrig kommer i skole, eller som forlader skolen tidligt, er piger. Enten fordi forældrene satser mest på at få drengene i skole, fordi det er dem, der skal forsørge forældrene, når de bliver gamle, eller fordi pigerne bor i områder, hvor der kun er skoler for drenge.

FN-organisationen UNESCO har nu startet en kampagne, der skal sikre uddannelse til alle. Et af formålene er at få flere piger i skole. Det vil man gøre ved at overbevise regeringer, lokalsamfund og forældre om, at det faktisk betyder bedre økonomi at uddanne pigerne. Ikke blot fordi piger og kvinder kan tjene penge efter uddannelsen, men også fordi deres viden på en lang række områder som sundhed, forplantning, seksualitet og samfundsforhold gør familien stærkere og sundere.

Variationen inden for forskellige slags skoler i Asien er enorm. Fra dyre internationale privatskoler til primitive landsbyskoler, og fra overfyldte folkeskoler i storbyerne til religiøse skoler, som de buddhistiske tempelskoler og muslimske kostskoler.

Et eksempel er verdens største muslimske land, Indonesien, hvor der er over 7.000 skoler drevet af Nadhlatul Ulama, som er verdens største muslimske organisation med 30-40 millioner medlemmer. Skolerne hedder Pesantren, men det er langt fra alle muslimske børn, der går i Pesantren-skoler. Mange går i almindelige folkeskoler eller i kristne skoler, fordi forældrene mener, at undervisningen der er bedre.

Men Pesantren-skolerne er populære, fordi de er centrum for alt liv i lokalsamfundet. Lærerne er ikke bare undervisere, men deltager også aktivt i at hjælpe lokalsamfundet med at udvikle sig og især med at tage sig af de svageste. Skolerne er bygget op omkring islam, men de underviser også i andre religioner, prædiker religiøs tolerance og arrangerer studieophold på kristne skoler.

Mange elever fra Pesantren-skolerne i Indonesien er siden blevet berømte ledere og har startet vigtige organisationer. En af dem var sågar præsident en kort overgang.

I de senere år er en række lande begyndt at satse hårdt på e-learning, altså undervisning via computere. Sidste år gav Bill Gates fra Microsoft 150 millioner kroner til et projekt i Indien, hvor 80.000 lærere og flere millioner elever kan blive uddannet via e-larning.

Mange andre lande tilbyder nu universitetsuddannelser via e-learning, men den store udfordring bliver at nå ud til de fattige børn i landdistrikterne og til de etniske minoriteter for at kunne tilbyde undervisning via computere og e-learning. Ud til dem, der gerne vil fortsætte med at studere ud over de første år i landsbyskolen, men som ikke kan eller vil flytte ind til kostskolerne i storbyen. For dem er e-learning måske fremtiden. Og med de asiatiske landes fokus på både uddannelse og teknologi, skal det nok komme.

Populære indlæg

• Traktor legetøj
• Porto rejse inspiration
• Memospil